Kunsten at elske sit arbejde

Dette er historien om hvordan jeg gik fra at være trist lønslave til at være lykkelig selvstændig.

Jeg har, som de fleste selvstændige, prøvet at være på begge sider af hegnet. Jeg var helt almindelig lønslave i lidt over 6 år. Sideløbende kørte jeg firmaet, men det var på såkaldt fritidsbasis – det var ikke noget der rykkede det helt vilde i dén årrække. I min næstsidste ansættelse stiftede jeg bekendtskab med begrebet “ekstern konsulent” (freelancekonsulent), da der blev hyret et antal af disse til et større projekt. De var forholdsvis åbne omkring deres vilkår, og da jeg erfarede at de kunne fakturere mellem 4 og 500 kr i timen ekskl. moms, blev jeg selvfølgelig både fascineret og lidt misundelig. For jeg lagde jo det samme antal timer og besad den samme ekspertise – jeg fik bare kun cirka det halve i løn af hvad de hev ind. Det var dog ikke noget jeg overvejede på daværende tidspunkt, men det plantede bestemt et frø i min bevidsthed.

Lidt over et år senere, da jeg var flyttet fra København og tilbage til jylland, sad jeg i en stokkonservativ sønderjysk virksomhed og kodede i rædsomme VB.NET. Som om dét ikke var slemt nok, blev denne virksomhed styret af en ledelse som aldrig havde hørt om flextid og tilsyneladende heller ikke prioriterede medarbejdertilfredshed særligt højt. Jeg følte overhovedet ikke at jeg passede ind og hadede mere eller mindre mit job. Så jeg havde ikke engang været der i et år, før jeg begyndte at længes efter noget andet. Det var på dette tidspunkt at frøet havde spiret sig stort nok. Nu ville jeg simpelthen være freelancekonsulent. Så jeg iværksatte min plan i al stilhed. Jeg kom i hus hos et større antal konsulentbureauer, i håb om en dag at få chancen for at komme ud som konsulent. Min bopæl og mit opsigelsesvarsel taget i betragtning, var chancerne dog mindre end små. Men en dag skete miraklet alligevel.

Jeg blev kontaktet af et “ukendt” bureau angående en kontrakt hos KMD i Odense. Long story short, så endte det med at jeg fik kontrakten, jeg sagde op, og flyttede til Kolding for at have mindre transporttid. Hvorfor ikke til Odense? Fordi på det tidspunkt havde jeg en forventning om at jeg på et tidspunkt også ville komme til at tage jobs i Aarhus, og så virkede det som et mere fornuftigt valg at bosætte sig “i midten”. At det så aldrig kom så vidt, er en anden sag.

Min kontrakt blev efterfølgende forlænget 2-3 gange, så de initielle 6-7 måneder endte med at blive til over 2½ år. Der var selvfølgelig spændende perioder og opgaver fra tid til anden, men grundlæggende var der ikke helt så mange udfordringer som jeg kunne have ønsket. Til sidst var jeg ærligt talt nået til det punkt at hvis de havde tilbudt endnu en forlængelse, havde jeg nok takket nej. Jeg var træt af rutinen og ikke mindst den daglige køretur på 1½ time.

Et af vilkårene ved at arbejde som konsulent er at man bliver bragt ind for at agere arbejdshest, og så har man egentlig ikke ret til at stille ønsker til at arbejde med dit og dat, rokere rundt i afdelinger eller lign. Det kan de fleste affinde sig med gennem længere tid, men jeg må sige at efter 2 år begynder det at blive lidt trættende. Passionen forsvinder stille og roligt og rutinen tager over. Efterhånden gider man mindre og mindre stå op om morgenen og komme afsted, selvom man ved at man bliver betalt ganske godt for det. Til sidst bliver det ligefrem en kamp. Så jeg vil faktisk sige at til sidst var jeg egentlig ikke specielt glad for mit arbejde.

Fra at have drømt om konsulentlivet med friheden og pengene, gik jeg til at indse at det måske ikke var så “glamourøst” som jeg havde forventet. På et tidspunkt når man dertil hvor pengene bare ikke er så vigtige mere. Og det var faktisk en lidt mærkelig erkendelse at komme til for mig, som altid har været forholdsvis fokuseret på den økonomiske side af sagen. Men også meget sundt. Det fik mig til at se indad og finde ud af hvad jeg virkelig gerne ville.

Da jeg stoppede i december ’08 var det med et lettelsens suk. Nu stod alle muligheder pludselig åbne, for gennem de 2½ år som konsulent havde jeg sparet nok overskud sammen til at jeg i princippet kunne holde fri i et år og stadig give mig selv fuld løn. Så det gjorde jeg – mere eller mindre. Jeg brugte 2009 på at udvikle og videreudvikle Tasks, og så tog jeg et par WordPress-opgaver hér og dér og en lille overskuelig tjans som “tilkalde-konsulent” hos en lokal virksomhed. Og i mellemtiden nød jeg friheden.
De 2½ års pendling føltes hårde mens de stod på, men efterfølgende kan jeg sige at det 100% var dét værd. Det gav mig muligheden for at realisere den tilværelse jeg lever i dag.

For i dag er jeg min egen chef. Det er fantastisk. Godt nok er omsætningen selvfølgelig ikke helt så høj som dengang, men min forretning har rykket sig helt vildt meget her i 2010, så jeg klager ikke. Jeg laver næsten kun WordPress-projekter i dag (nok til at leve af det), hvilket er lidt paradoksalt eftersom jeg tidligere har svoret at jeg aldrig ville lave andet end C#/.NET (men det er stof til en anden artikel). Jeg kan sove til kl. 10 og skal kun gå 5 meter for at komme på arbejde. Jeg kan stort set holde fri når jeg vil, og i det hele taget har jeg mere tid tilovers.

At jeg så oftest bruger den ekstra tid på at arbejde lidt mere, skyldes ikke at jeg er nødt til det, men den simple og vidunderlige årsag at min passion for faget er vendt tilbage. Jeg elsker simpelthen mit arbejde igen. Gør du?