Død over 8-16

På twitter faldt jeg over et link til en artikel der hedder Why the 8 Hour Workday Doesn’t Make Sense. Og den er simpelthen spot on i forhold til mange af de ting jeg personligt synes er helt galt med den måde samfundet er skruet sammen på i dag.

Dybest set handler det om hele den her 8-16 eller 9-17 mentalitet, som er så forkert som den overhovedet kan være. Jeg kan sagtens se det fra arbejdsgiverens synspunkt; at det er nødvendigt at have nogle faste rammer, og at man er nødt til at have et bestemt tidsrum på dagen hvor man kan regne med at ens medarbejdere er tilstede. Og selvom det tilsyneladende fungerer, så er jeg sikker på at der er et uhørt stort potentiale der går tabt. Jeg kan jo passende tage udgangspunkt i mine egne erfaringer.

A/B-menneske problematikken. Alle mennesker er forskellige. Mange er morgenmennesker, nogle er ultramorgenmennesker, og så er der altså også en meget stor gruppe som overhovedet ikke er det. Det handler ikke om at man gerne vil sove længe eller at man bare “kan lære at gå tidligt i seng”. Nogle mennesker fungerer ganske enkelt bare ikke ret godt om morgenen. Jeg har heldigvis været heldig med at have en vis fleksibilitet gennem de fleste af mine år som lønslave, og det betød at jeg kunne tillade mig at dukke op sådan hen ved 10-tiden. På et tidspunkt deltog jeg så i et projekt med en anden projektleder end jeg var vant til, og hun dikterede at man død og pine skulle møde kl. et eller andet – jeg husker ikke præcist hvornår, kun at det i hvert fald var alt for tidligt til mig.

Efter en indkøringsperiode vænnede jeg mig til den nye regel, men min krop og hjerne tilvænnede sig aldrig. For der gik mindst en time fra jeg havde mødt, til jeg egentlig var frisk og klar nok i hovedet til at arbejde. Så i dette tilfælde var det spild af penge at tvinge mig til at møde på et tidspunkt der ikke passede mig. Den time jeg brugte på at lave ingenting kunne jo ikke faktureres, og mine 7,5 timer var stadig kun 7,5 timer. Jeg blev jo ikke en time ekstra af dén grund. Havde nævnte projektleder været mere fleksibel havde hun fået mere ud af min tid.

De færreste mennesker kan arbejde fokuseret i 7-8 timer i træk. Og det synes at have forbigået samtlige projektledere jeg nogensinde har arbejdet for. Når man er en såkaldt kreativ arbejder, dvs. primært sidder foran en skærm og skal designe, kode, tekstforfatte eller lign, så kan man bare ikke være lige effektiv hele tiden. Nogle gange, og nogle gange ganske ofte, er man simpelthen nødt til at holde en pause. Nogle gange bliver man ligefrem tvunget til det, hvis ens arbejdsgiver har været så naiv (og/eller dum) at beslutte at man skal have et åbent kontormiljø. For det er døden for al koncentration og effektivitet for kreative arbejdere. På en god dag får man måske produceret i 6 timer ud af 8, men på dårlige dage kan man ryge ned på en 3-4 stykker.

Og så sidder man ellers dér, sidst på dagen og skal registrere i timeregistreringssystemet hvad man har brugt sin tid på. Er man så “heldig” at arbejde et sted hvor der er krav om at alle timer skal registreres på kundeprojekter, er man nødsaget til at være lidt kreativ. Hvis jeg eksempelvis havde arbejdet 6 timer i alt fordelt på 2 projekter, var jeg nødt til fordele den sidste 1½ time på dem. Altså 1½ time som reelt ikke var brugt. Det var en udbredt praksis blandt stort set alle “almindelige” medarbejdere, så jeg tør ikke tænke på hvad det har betydet på bundlinjen. Hvor kunne man dog have skabt en langt mere fornuftig forretning, hvis man havde været knapt så konservativ, striks og rent ud sagt gammeldags og uvidende.

Hvad løsningen er på dette problem skal jeg være usagt. Hjemmearbejdsdage kan gøre meget, men det kræver en ledelse der har tillid til medarbejderne. Af en eller anden grund tror mange at man ikke får lavet noget, at man går og feder den. Og ja, gu’ går man og feder den. Det gør man jo når man har brug for en pause, for når man er derhjemme kan man jo godt tillade sig at smutte et par timer uden at nogen sender onde øjne. Når man er klar igen, vender man tilbage til arbejdet og får lavet dét man skal. På dén måde kan ens arbejdsdag godt komme op på 10-12 timer, men det gode er at man er langt mere tilbøjelig til at lægge de dér 7,5 timer ned til minuttet, og nogle gange mere. Set i forhold til another day at the office hvor man i gennemsnit lægger 6 timer hvis man er heldig, er det da en sweet, sweet deal for arbejdsgiveren. Og for medarbejderen ender det måske med at have været en rigtig god dag. Man har gået derhjemme og hygget sig, fået arbejdet godt igennem med fred og ro – generelt været produktiv, men på egne vilkår. Og man frygter allerede at skulle hen på kontoret næste dag.

Godt det snart er weekend. Det synes at være det gennemgående mantra hos mange. Mandag og tirsdag kan være hårde at komme igennem. Når man når til onsdag begynder man at se “en ende på det”. “Så er vi halvvejs!” siger man opmuntrende til sig selv. Torsdag – nu er der kun én dag tilbage. YES! Så er det fredag. Det’ fandme godt det endelig er weekend, så skal vi slappe af og have det godt.

Er der ikke noget helt, helt galt når man konstant kun ser frem til den næste weekend? Det “sjove” er, at det ikke kun er hvis man hader sit arbejde. Selvom jeg i perioder har været ovenud begejstret for mit arbejde, har jeg alligevel altid set frem til weekenden. Altså, sådan virkelig set frem.

Det er jo forrykt, og jeg synes det er den vigtigste og mest bemærkelsesværdige indikator for at der er noget galt med den måde man arbejder på. Jeg kan passende drage en parallel til mit arbejdsliv i dag. Jeg ser ikke frem til weekenden mere, for min arbejdsuge er tilrettelagt sådan at jeg ikke ser det som en sur pligt at skulle arbejde. Dermed ikke sagt at jeg arbejder mig igennem weekenden. Jeg slapper stadig af og prøver så vidt muligt at lave så lidt som muligt.

Førhen, når man nåede til søndag aften, begyndte den gode, gamle følelse at vandre gennem kroppen. Den er velkendt af mange: “Åh nej, søndag aften.. så skal jeg på arbejde i morgen”. I dag er den pist væk. Rent faktisk er der langt større chance for at den stik modsatte følelse opstår: “Yes, i morgen skal jeg arbejde igen”. Det er ganske enkelt fantastisk at man kan have det sådan.

En del af forklaringen skal nok findes i at jeg er selvstændig, og at jeg, som tidligere sagt, er pænt tilfreds med min arbejdsmæssige tilværelse. Men om jeg er selvstændig eller ansat i en virksomhed med en fornuftig og moderne ledelse er næsten ét fedt.

For som arbejdsgiver kan man gøre enormt meget ved at skrotte alle de gamle dyder og tænke nyt. Indse og acceptér at mennesker er forskellige. Tag hensyn til hver enkelt medarbejder og tilrettelæg deres arbejdsuge i forhold til deres måde at være og arbejde på. Hav tillid. Nøglen er – efter min mening – at få folk til at føle at de har kontrol. De skal ikke presses ned i en eller anden boks, som en anden slagtegris eller kylling. Det fremmer da ikke produktiviteten eller arbejdsglæden. Det burde næsten sige sig selv, men det gør det åbenbart ikke.

Alt dette er selvfølgelig ligegyldigt og uden effekt hvis man ikke kan li’ sit arbejde. Man skal synes at det er sjovt/spændende/lærerigt – whatever. Gør man ikke dét, er det kun et plaster på såret hvis man eksempelvis får lov at arbejde hjemme. I så fald skal der tages nogle helt andre værktøjer i brug, som jeg hverken har forstand på eller vil komme ind på. Men er forudsætningerne i orden, kan man med den rette indstilling skabe en fantastisk arbejdsmoral som i sidste ende kun vil gøre gode ting for virksomheden.

Og én ting er helt sikker: hvis jeg nogensinde får brug for at ansætte en medarbejder i mit firma, vil jeg efterleve disse ord så godt jeg overhovedet kan.