2010 – året der gik
2010 er slut, og traditionen tro er det derfor tid til at reflektere over året der gik, samt spå lidt om det kommende år.
Jeg startede 2010 med en vis usikkerhed. Jeg havde brugt 2009 på at fokusere på Tasks, at slappe af, og at lave en lille smule for kunder hist og pist, men ikke noget der tilnærmelsesvis kunne kaldes en bæredygtig indtægt. Så det føltes lidt som at starte forfra, og jeg vidste ikke helt hvad jeg kunne forvente.
Jeg behøvede dog ikke bekymre mig ret længe. Allerede tidligt på året blev jeg kontaktet af en iværksætter med en plan for en anderledes jobportal. Jeg vandt opgaven i foråret og løsningen blev udviklet i mit virke som .NET-konsulent / webspecialist. Udover denne store løsning har jeg kun arbejdet med .NET i mindre omfang.
2010 blev derimod året hvor jeg for alvor etablerede mig som WordPress-konsulent. Jeg havde startet dette forretningsområde et par måneder før årsskiftet til 2010 og det var egentlig ikke noget jeg sådan for alvor regnede med ville komme til at batte det helt vilde. Men det skal jeg lige love for at det kom til. Der har været mange henvendelser fra kunder, uden at jeg har brugt en krone på annoncering. Det rygtes åbenbart “ude i byen” når man er hård til WordPress :). Jeg har også været underleverandør til flere bureauer, herunder nogle af dem der ellers er at betragte som mine tætteste konkurrenter – hvilket i sig selv jo er lidt sjovt. Og så er jeg også begyndt at sige nej til nogle kunder, hvilket dels plager mig, men også glæder mig. Alene dét at man ikke føler sig nødsaget til at sige ja tak til alle opgaver, er jo et udtryk for at det går godt.
Mit hjertebarn, Tasks, har desværre ikke været præget af samme success, men det vil jeg berøre i et andet indlæg på et senere tidspunkt.
Alt i alt har 2010 været et spændende år med adskillige måneder hvor der er blevet sat omsætningsrekord. Jeg er ikke blevet velhavende, men jeg har kunnet give mig selv min faste løn hver måned uden at tage af egenkapitalen. Det synes jeg er meget tilfredsstillende.
Så vidt det gamle år. Det nye år kommer til at stå på WordPress, WordPress, WordPress. Jeg forventer at jeg fortsat vil få masser af WordPress-projekter, så jeg kan bygge videre på den success jeg har grundlagt i år. I den forbindelse har jeg planlagt en udvidelse af dén del af forretningen, men hvad det helt præcist er, forbliver en hemmelighed indtil videre :)
Jeg forventer til gengæld at jeg kommer til at lave mindre og mindre .NET. Sandsynligvis kommer jeg kun til at vedligeholde de eksisterende løsninger hos mine kunder, men hvem ved. Hvis den rigtige mulighed byder sig, slår jeg selvfølgelig til.
Mht. Tasks er jeg i skrivende stund i tvivl om hvilken vej det vil gå. I april rammer jeg 2-års dagen for launch, så en af mine opgaver de kommende måneder er at foretage en vurdering af hvorvidt jeg selv fortsat skal køre på, eller om jeg evt. skal forsøge mig med et salg. Men hver ting til sin tid.
Dermed de sidste skrevne ord fra mig i dette år.
Meta
– om denne artikel
Skriv en kommentar
Luk